Teradyne opkøber igen i Odense klyngen

Amerikanerne er nu ikke kun aktive på hjemmefronten. At gøre gode forretninger med opkøb har amerikanske virksomhedsledere altid haft næse for. Det var for en stor dels vedkommende den måde f.eks. netværksvirksomheden Cisco voksede til en gigant på. Microsoft er efter sigende samme historie. I april blev endnu et robotselskab fra Odense klyngen opkøbt af amerikanske Teradyne Inc. som indgår i UPstream Porteføljen. Teradyne købte Universal Robots i 2015 for 1,9 mia. kr. og køber nu Mobile Industrial Robots for 1,7 mia. kr. MiR blev stiftet i 2013 og har en omsætning på bare ca. 70 mio. kr. så det er en høj pris. Men ikke uden grund: Storesøsterselskabet Universal Robots havde (indenfor Teradyne paraplyen) i 2017 en omsætning på over 1 mia. kr., et overskud på over 100 mio. kr. og voksede 72% – organisk og profitabel vækst!

Dette er et vækstmirakel og en supergazelle som på højst mærkværdig vis ikke får megen omtale herhjemme. Måske en gammel sandhed om at vi danske bedst kan lide at tale om det negative. Men hvad der er rigtig interessant set med investorøjne, er at de amerikanske investorer heller ikke rigtig har fået øje på denne disruption under opsejling. Forklaringen kan være at URs eksponentielle eksplosive vækst endnu er camoufleret under Teradyne paraplyen. Men det bliver den i sagens natur ikke ved med at være og porteføljemanagere er ved at få øje på dette. F.eks. ved vi at Almindelig Brand Bank netop i maj er begyndt at anbefale aktien og den vil få aktien til at fortsætte med at stige – længe endnu. Teradyne synes – med sit nye køb heraf – at tro på en lignende vækst for MiR. Den drevne amerikanske virksomhed, der gør sig indenfor test af elektronik, er ikke kun en passiv køber. Den kommer med ledelse og fremfor alt finansielle muskler og knowhow mht. markedsføring. Det er netop det som robotfolkene i Odense har manglet og efterspurgt. Evnen til at trænge igennem til ”offentligheden” når man har en overlegen teknologi. (lyder lidt som det atomkraftbranchen kunne behøve).