Det er direktør Michael Lundgaard selv der tager imod ved ankomst til receptionen kl. 17 – der bliver ikke ødslet penge på at holde medarbejdere på arbejde til besøget her til aften. Vi kommer over i en stor sal hvor præsentationen skal foregå. Den store skærm flimrer, der er ingen lyd på mikrofonen og teknikken driller tydeligvis. Aftenens program bliver bekendtgjort og da det ikke indbefatter en rundvisning på fabrikken, begynder jeg at tvivle på om besøget arrangeret af Dansk Aktionærforening (DAF), overhovedet vil være rejsen værd. Der synes dog at være bred interesse for arrangementet – den store sal er næsten fyldt. Formanden for DAF Nordjylland Per-Ulrik Jensen byder velkommen og hr. Lundgaard introducerer aftenens første taler. Det er Marco Bianconi der er med virtuelt fra Italien og toner frem på skærmen. Han er bestyrelsesformand for Aalborg Portland og står tillige for Investor Relations for Cementir Holding SA der opkøbte Aalborg Portland i 2004. Det gjorde de for et beløb på bare 4 mia. kr. og sælgeren af den legendariske fabrik der har været i drift siden 1887, var FL Smidth. Dette beskedne beløb er for længst tjent ind da Ålborg fabrikken årligt indkasserer over ½ mia. kr. i overskud, tendens stigende.
Læs mere om besøget hos Aalborg Portland på: Nyhedsbrev #63