Der er sket noget siden jeg sidst, i 2012, var på denne konference for power-elektronik. Dengang efterlod jeg messen med indtrykket af en lidt støvet branche med overvejende gamle (især tyske) familieejede, ikke børsnoterede virksomheder. Der er vi ikke i dag.

For det første er konferencen vokset både i størrelse, ”glitter” og entusiasme. I fem store haller overgår den ene stand den anden i ”shinny” maskineri og demo-opsætninger med visning af hvordan chips produceres, afkøles med væske osv. Overalt kan man komme ind og få gratis drinks, frugt, snack i en bar med siddepladser omkring, fine planter osv. Indimellem en dansende robot eller en robothund. Men navnlig er her langt flere mennesker, ikke mindst kinesere der synes at udgøre om ikke halvdelen her så noget i den størrelsesorden. Jeg er, her efter to dage, ikke truffet på en eneste dansker. Der var en Jonas Wickberg fra Syddansk Universitet der holdt indlæg i dag, men han viste sig at være tysk.

Det er naturligvis i første omgang det boom i elbiler der har fundet sted siden sidst, der kan forklare forvandlingen. Ikke at det er særligt tydeligt på vejene her i Nürnberg, der stadig domineres af biler med udstødningsrør. Den tyske bilbranche ”hat die Elektrificierung verschlafen” – derom er tyskerne selv vist nogenlunde enige, i hvert fald dem der kommer på denne konference. Dette er egentlig ganske forbløffende i betragtning af at netop Tyskland er førende på stærkstrømselektronik. Infineon er det standardsættende slagskib i denne branche ligesom Intel og Cisco var for informationsteknologien. Den tyske virksomhed har da også den største og langt mest besøgte stand på denne messe.  Vores to powerchip virksomheder (i Porteføljen), Aixtron og Siltronic, er slet ikke til stede her på messen. De har vel rigeligt med forretning og travlt med at levere, jf. Leifs betragtninger som jeg sendte for lidt siden.

Her på messen er der ingen tvivl om at elektrificeringen af vor dagligdag nu ikke længere begrænser sig til overdreven brug af skærme og smartphones, men breder sig til alle fysiske aspekter af vort samfund, ikke mindst energiforsyningen. Med det seneste skud på stammen, AI, er netop energiforsyning nu ved at blive det altoverskyggende emne. For AI kræver så enorme mængder elektricitet at det bagatelliserer både elbiler og varmepumpers elforbrug (foruden bitcoins som der pudsigt nok heller ikke tales meget om mere), der ellers allerede overbelaster vores elnet, jf. den accelererende Energinet-skandale derhjemme. Situationen er ikke bedre her i Goethes land: I dag hørte jeg en CTO ved Würth (en virksomhed med 85.000 ansatte) udtale noget i retning af at man slet ville kunne følge med dette energibehov, og også måtte se på atomkraft. Da jeg spurgte mere ind til det over mikrofonen, syntes han dog at få lidt kolde fødder og afviste mit spørgsmål med at han jo ikke var politiker og at det var dem der måtte tage den diskussion. De gør de dog nødigt hernede – på TV senere i dag hørte jeg en CDU-politiker tale meget og længe om energiforsyning og sol og vind og elforsyning og først til sidst nævntes lige ordet ”kernkraft” men som en negation. Men en ung deltager i konferencen der havde siddet lige foran mig, kom bagefter hen og roste mig for at jeg havde taget spørgsmålet op, endda to gange da der ikke var andre spørgsmål i salen. Indimellem er man nødt til at være vedholdende.

Denne stadig mere koncentrerede energitilførsel kræver desuden køling af elektronikken, dvs. vandkøling i stor stil (se de røde og blå slanger på foto herover). Det er faktisk det der fylder mest her på konferencen – hvordan får man varmen ledet væk fra elektronikken. Der tales om at den, med den nye SiC legering, vil kunne komme op på at være i drift ved 200 graders varme – altså som i en ovn. Der tales om at bruge en anden væske til køling end vand fordi vand leder strøm ret godt og det der omgiver elektronikken skal være elektrisk isolerende. Det er netop en udfordring ved kølingen at de materialer der er gode til at lede varme væk, normalt også er gode til at lede elektrisk strøm væk, hvad man jo netop ikke ønsker. Det hele er på en måde meget fysisk og håndgribeligt med kemi, væsker, rør, metalplader, store kabler osv. – noget vi har været helt uvant med i alle de år hvor det var software, IT-revolutionen og det immaterielle der tog scenen.