Besøg ved atomkraftværk i Kina

Tianwan værket er pioner på procesvarme. Det er det første i Kina (verden) der sender en stor del af sin varme videre til industrielt brug. Gennem store isolerede rør sendes damp ved højt tryk og temperatur fra kraftværket til et petrokemisk raffinaderi der ligger i en afstand af 23 km. Man kender princippet fra Kalundborg hvor Novo Nordisk også modtager varme fra Kalundborg Forsyning der behandler spildevand. Men her er det lunkent/varmt vand der modtages og udvindes varme af, ligesom for fjernvarmes vedkommende.

Dette er endnu et eksempel på hvordan atomkraft kan hjælpe den grønne omstilling. CO2-fri varmeforsyning fremfor gennem gasafbrænding og lige så stabil og pålidelig. Vindmøller og solceller producerer ikke brugbar varme. Det gør vandkraft heller ikke. Faktisk er atomkraft den eneste CO2-fri energikilde der gør det – foruden jordvarme. Men hvor kommer jordvarmen fra? Også fra atomkerneenergi i form af radioaktivt henfald langt inde i Jordens kerne og kappe.

Med sine seks reaktorer hver på 1.080 MW, producerer værket mere elektricitet end Danmark forbruger. Trods Tjernobyl-ulykken i 1986, opgav Rusland aldrig sine kompetencer på kernekraft. Værket er bygget efter russisk-kinesisk samarbejde der startede i 1992. Første reaktor kom i drift i 2007 og siden kom de næste i årene efter som perler på en snor.  De seks reaktorer, der nu er i drift, er efter russisk VVER-design, dvs. trykvandsreaktorer. Desuden er yderligere to reaktorer, der er under opførelse, efter kinesisk design – det såkaldte Hualong One design (Kinesisk drage nr. 1).